Translations

Past

by Pia Juul
Translated from Danish by Susanna Nied

Danish

Købmanden kalder mig sweetheart. Det er pænt af ham.
Jeg bliver tit vred. Jeg ved godt hvad jeg synes og hvad jeg mener.
Alligevel er jeg desværre tit enig med den sidst ærede taler.
Et brist i min karakter. Et venligt brist, en venlig brise, jeg er så imødekommende, måske er det bare dét.
Men jeg er også vred. Hver dag er jeg vred.
På dem der vil mig noget, på dem der ingenting gør, på dem der ikke vil mig noget, på mig selv er jeg vred, jeg rejser væk og glemmer at jeg selv er med. Jeg slipper ikke.
En af de første dage jeg er der, beder en buddhistmunk mig om at skrive ordet Peace og mit navn i en bog. Det viser sig at koste penge. Til gengæld får jeg et lille kort hvor der står
work smoothly og lifetime peace.
Hvis det er et løfte er det nok en dollar værd. Men jeg bliver nu lidt vred.
Tiggerne omkring hospitalet siger, med få variationer: åh, jeg er lige blevet udskrevet, jeg er så træt, kan du ikke hjælpe mig med lidt til billetten hjem? Jeg ved de lyver. Jeg giver en af dem en dollar. Hun bliver vred.
Jeg vil ikke være syg. Jeg vil ikke være gammel. Jeg vil ikke være gammel og syg, men den vej skal vi alle. Jeg vil ikke tigge om noget
men jeg gør det hele tiden.
Jeg har fået den der gamle sang på hjernen, Brother, can you spare a dime. Det er fordi der er en kvinde der siger næsten det samme til alle der går forbi hende, hver dag, samme sted står hun. So sorry to bother you, siger hun også. Hver dag. Til alle der går forbi.
Den unge trommeslager har sat sig i subwayen og spiller. Han er modig. Måske mangler han også et øvelokale.
Digteren sidder på fortovet med en skrivemaskine og skriver digte på bestilling. Det koster kun lidt, så får du et digt. Sig, hvad det skal handle om.
Det skal handle om brisen. Om tiggerne. Det skal handle om hvorfor vi tigger. Det skal digtet handle om, jeg giver gerne lidt penge for det, for jeg kan ikke selv.
Der var engang en digter der skrev om et hindbær i dybfryseren. Det hindbær så jeg for mig og frøs. Jeg har ledt forgæves efter det digt mange gange siden, men hvorfor? Hindbærret bliver aldrig stærkere end det allerede er.
Jeg er i Brooklyn. Jo, – det er nogle andre fugle de har her. De har underlige farver og synger fremmede sange. Og træerne er anderledes, selv ahornen, og så hedder den sycamore hér.
Olga er gammel. Hun forsørger sine halvtredsårige børn, hun har gigt og hun tør kun gå tur om formiddagen. For det er farligt sted, det her, siger hun.
”Da ikke mere?” siger jeg og nipper til min latte.
I ain’t getting raped in no elevator, siger hun. I only go out in the mornings.


I subwayen sidder en smuk ung kvinde. Pludselig råber hun:
I know this is a train and not a church!
Så holder hun en prædiken. En lang prædiken. Den varer hele vejen op gennem Manhattan med R-toget, der stopper ved alle stationer. Vi skal være gode mod hinanden og elske Jesus. Jeg er turisttom. Tom i hovedet som en turist. Oh, Lord!


Han stejler på motorcyklen. Han er en fandens karl hele vejen ned ad Dekalb Avenue. Men hvad er han ellers, det ved jeg jo ikke. Han lå nok i en seng i nat ligesom jeg gjorde, værre er det ikke, måske drømte han om latterfuglen, han skulle sikkert tisse da han vågnede.
Nu smiler du til din telefon igen.
Egentlig vil jeg bare gerne vide mere om Eric Satie og Cecil Taylor.
Hvorfor lige de to? Jeg vil jo også gerne vide mere om dig. Jeg vil gerne forstå dig, jeg er så naiv at jeg stadig tror den slags kan lade sig gøre.


Overfor hvor jeg bor ligger der to mennesker og sover hver nat året rundt.
Det er mennesker. De er to.
Her er uhyggeligt koldt om vinteren. De sover på fortovet under skolens halvtag. De vågner og går på arbejde om morgenen. Ingen inviterer dem ind, for tænk hvis de ikke gik igen. Men de får lov til at tage bad på skolen, og der kom en mand og lagde dyner over dem sidste vinter, det gjorde der da. Er det her de bor nu? Vil det blive anderledes.


En mand standser os på gaden og spørger, om vi vil give et bidrag til pizzafonden, for han er sulten. I går var det kylling, siger han. Det vil vi godt, men den næste der standser os får ikke noget. Og sådan bliver det ved.


Jeg bliver så træt af at sige nej eller ryste på hovedet. Næste gang jeg bliver standset, hører jeg kvinden sige bespisning af hjemløse og trækker ti dollars op af lommen. Jeg får et klistermærke og opdager, at jeg nu har givet penge til Harekrishna.
Og de hjemløse, lover hun, da jeg bliver vred.


Købmanden på hjørnet har et skilt i vinduet: Refugees welcome, står der. Selv har han lige været i spjældet. Han er den lokale drugdealer. Nu er han tilbage i storform. Han er også en meget stor mand. Underligt nok er jeg bange for ham og køber ikke min mælk dér.


Men derhjemme uden for Netto på Vesterbrogade sidder der en krumbøjet dame med mange poser og en vogn og en kop kaffe og meget meget uvasket hår. Hun har dog en kop kaffe. Men hun siger ikke noget til mig, hun beder mig ikke om noget. Jeg kan ikke få øjenkontakt og siger ikke goddag. Hvorfor siger jeg ikke goddag?


I vinter lå der en mand og sov midt på gaden da jeg gik i Netto en morgen. Det var meget koldt. Jeg kunne ikke vække ham. Jeg har ringet efter en ambulance, råbte en dame til mig fra en altan. Ambulancen kom. Han var bare fuld. Ambulancefolkene vidste hvordan man vækkede sådan en. Han kom på højkant. Han kom ind i ambulancen. Så gik jeg videre efter mine smøger eller min mælk eller hvad det var.


Nu smiler jeg selv til min telefon.


Men jeg er vred. På dem der tillader det her, for det er da vel ikke
mig selv der er skyld i at så mange ikke har
et sted at sove ikke noget mad at spise. Er det mig? Er det min skyld? Ja, det er min skyld, men det er også din. Vi har de tjenere vi selv har ansat.
Ja, minister betyder tjener.
Ja, jeg stemmer ved alle valg.
Jeg stemmer ikke i New York, men det er lige meget.
Det hele hænger sammen. Det hele hænger sammen, du og jeg hænger sammen, og vi hænger sammen med dem der sover på gaden og dem der er sultne, det nytter ikke noget, vi hænger sammen.
Jeg vil være en fandens karl hele vejen ned ad Vesterbrogade, men det er jeg ikke, jeg går bare forbi folk. Alle mulige folk går jeg bare forbi. Jeg passerer alt muligt og gør ingenting. Så smiler jeg til min telefon igen. Og igen og igen og igen. Og går forbi.

Pia Juul is a Danish author of ten books of poems, three books of short stories, and two novels. The novel The Murder of Halland from 2009 can be read here. Her first book of poems was published in 1985. This untitled poem is from her latest poetry collection, Forbi, (Past), which was published by Asger Schnacks Forlag in 2018.

Susanna Nied, an American writer and translator, is in love with the Danish language. Her work appears in journals such as Poetry, APR, Tin House, Harper's, and Two Lines. She has been honored with the Landon Award of the Academy of American Poets, the American-Scandinavian Foundation/PEN Translation Prize, and the Nims Memorial Prize of Poetry Magazine. Her most recent translation is The Condition of Secrecy: Selected Essays by Inger Christensen (New Directions, 2018).

FROM Volume 68, Number 2

Related